top of page

OM MIG

Hej! Jeg hedder Sabrina, jeg er 38 år, uddannet yogalærer inden for hatha og flow yoga, restorativ yoga og sansebaseret yoga. Jeg er desuden danselærer og så har jeg en kandidat i Statskundskab.  Foruden mine yogauddannelser har jeg taget et hav af yogatimer, inspirationskurser og efteruddannelser i ind- og udland, og jeg har afsøgt de fleste afkroge af yogaen og kastet mig ud i mange forskellige yogaformer.

Men vigtigst - for at kunne undervise dig og forhåbentligt videreformidle yogaens skønne egenskaber til dig – så har jeg knap 20 års egen regelmæssig yogapraksis bag mig (og så har jeg undervist on and off næsten lige så længe). 

Yoga har de seneste mange år været en integreret del af min hverdag, både som en fysisk og mental praksis, men også som en filosofisk tilgang til livet. Yoga har hjulpet mig igennem to graviditeter og været mit anker i tiden og genoptræningen efter fødslerne. I dag er yoga forsat både mit helle og min energikilde i en hverdag med arbejde og to mindre børn. At undervise andre i yoga ser jeg som et kæmpe privilegium og jeg glæder mig til hver eneste time jeg underviser, ligesom jeg nyder at dele yogaen med andre.

mig%20i%20sal_edited.jpg

HVORFOR YOGA?

I en hverdag fyldt med arbejde, børn, fritidsinteresser, foreningsengagement og meget andet er det sjældent, at vi tillader os selv at lave ingenting – altså slet ingenting. At stilne sindet er for de fleste næsten en provokerende øvelse, og jeg oplever ofte, at mange bliver utålmodige, når der ikke er noget man skal. Vi vil gerne have noget ud af hvert eneste øjeblik, og derfor kan yoga og meditation være en udfordring for mange.


Ofte når vi tager os en pause i en ellers ofte hektisk hverdag, så indebærer pausen, at vi lader kroppen hvile, men forsat fylder hovedet med indtryk fra nyheder eller sociale medier.

Kun sjældent giver vi sindet en pause. Yoga kan hjælpe dig med at skabe øjeblikke, hvor sindet er i ro. Det kan være helt rolige yogaklasser med fokus på meditation og vejrtrækningsøvelser eller mere dynamiske yogaklasser, hvor et vedvarende fokus på åndedræt og bevægelse fastholder koncentrationen og optager sindet.


De vigtigste pauser i livet er dem vi giver sindet. Hos mig er en yogaklasse derfor en mulighed for at give (eller øve dig i at give) sindet en pause – samtidig med, at du gennem de fysiske øvelser styrker og smidiggør din krop og øger din kropsbevidsthed og koncentrationsevne.


Yoga er godt for både krop og sind. Og hvis du bliver bidt af det, vil du måske opdage, at yoga er mere end en fysisk og meditativ praksis. Det er også en måde at anskue livet på og et sted at søge hen og finde svar fx når livet udfordrer dig.

bottom of page